Er du partner til en med sexafhængighed eller pornoafhængighed
Tag testen så du har en fornemmelse. Og husk: Det er IKKE din skyld. Du er ikke problemet, men du er måske sammen med en, der har et problem.
Der kan være flere symptomer på, at du er sammen med en sexafhængig og pornoafhængig.
Listen nedenfor er ikke udtømmelig, men vil kunne give dig en fornemmelse af, om du er sammen med en som er afhængig – eller om ikke andet har gang i noget fordækt.
- Computeren eller telefonen bliver vendt, når du kommer ind i rummet (du kan ikke rigtig se skærmen)
- Den afhængige virker lidt febrilsk og ”fanget”, når du træder ind i rummet, og måske ser noget, som du ikke skal. (på computer eller telefonen)
- Den afhængiges computer eller telefon er med kode, som du ikke har. Eller hvis du bruger computeren eller telefonen, vil den afhængige gerne være i nærheden (og kan virke lidt edgy indtil du ikke er på telefon eller computer mere)
- Den afhængige har nærmest sin mobil klistret til sig
- Den afhængige bortforklarer det, du har opdaget, eller din mistanke. Det kan være med, at I jo ikke rigtig har så meget sex sammen mere, og han indikerer (eller siger direkte) at han har gang i noget andet, fordi du ikke er så fed at være sammen med (enten ikke seksuelt nok på, eller også så er du blevet for kedelig, for tyk for usexet osv.)
- Du begynder at checke hans mobiltelefon, eller hans computer. Du bliver et checkmonster, og kan ikke genkende dig selv i denne rolle, men du kan heller ikke lade være med at checke (hvilket er typisk at man gør, når man ikke kan få sandheden fra personen selv, så søger man sandheden andre steder – men får sjældent det komplette billede af omfang og indhold)
- Du har en mistanke, men kan ikke rigtig finde ud af, hvad han har gang i. Men noget i ham og i hans adfærd virker forandret. Måske han er mere distanceret, ligeglad, virker mere doven, er mere aggressiv.
- Du har det skidt og begynder at stille spørgsmål til forholdet, og har det som om du er ved at blive skør.
- Du er mismodig, har det skidt med dig selv, i omgangen med den afhængige både i dagligdag og seksuelt, men kan ikke helt forstå hvorfor
- Du har opdaget til bedrag gennem årene både via porno eller utroskab, og har gentagne gange troet på hans ord om at det stopper, og at han lover bod og bedring, som du tror på. Den lille nagende mistillid og mistro, der kommer tilbage, skyder du lidt hen, og dagene går. Lige indtil næste opdagelse.
- Du kan føle dig brugt seksuelt – som et objekt. Det virker ikke særlig nænsomt, og nogle gange kan det ligefrem virke mekanisk og hårdt.
- Den afhængige kan have svært ved at rumme dig og dine følelser, og selv i en svær situation, kan den afhængige ”skubbe på for sex” eller seksualisere øjeblikket.
Hvad skal du gøre nu?
Du skal reagere, hvis du kan nikke genkendende til 3 ting på listen – og så skal du mærke efter i din intuition. For den ER god nok. Når du har den der nagende tvivl, og en fornemmelse af at noget er galt, at han har gang i noget, så har du som regel fuldstændig ret. Lyt til dette.
Hvis du samtidig har beviser, så brug dem. Men vær opmærksom på, hvordan du taler med ham om tingene. Selv om han har smertet dig, såret dig og skidt på dig, så har du selv en rolle i, hvor modtagelig han kan være på at gøre noget ved problemet, og hvordan du selv kommer videre uanset hans bedrag og løgne.
Det kan være, at du mener, at med at det han har budt dig, så er han ikke klar til at have en fornuftig samtale om det, og han fortjener heller ikke at I taler om det på ”den pæne måde. Men du kan som sagt præge samtalen – hvis du kommer med nedgørende kommentarer ”du er et røvhul”, ”jeg ved du har været mig utro”, ”du er et svin”, ”du er en nar”, så får du nok ikke lige et ærligt svar. Så er der kamp.
Hvis du derfor kan få talt med ham om, han måske har et problem, og så lade ham italesætte det, også med dine beviser i hånden, så kan det faktisk være, at han overrasker dig ift. at komme til en erkendelse og begynde at tage ansvar for sit problem.
Hvis der også her kommer benægtelse, når du taler med ham om han har et problem, så er du nødt til at skrue bissen mere på, og sige til ham, at du gerne vil have at han tager en test, eller tager en samtale hos en terapeut med erfaring i sexafhængighed og pornoafhængighed. Hvis ikke du holder fast, så vil han endnu engang åle sig udenom, og så fortsætter spiralen af benægtelse, bod og bedring, begyndende mistanke, checkeri, mismod osv.