Skal diagnoserne tage magten over os

Jeg havde engang en ung pige i terapi. Første gang hun kom til mig præsenterede hun sig som "hej, jeg hedder Mia, og jeg er borderline".... Jeg kiggede på hende, smilede, og sagde "hej, jeg hedder Tanja, og jeg er ligeglad"... Tavshed.. Hun kiggede undrende på mig.

Som jeg efterfølgende forklarede hende, så er jeg ikke meget for diagnoser, for det kan fastlåse folk i nogle identiteter, som man nærmest selv køber ind til og lever ud fra, og på den måde får man det ikke nødvendigvis bedre.

Jeg spurgte hende: "Hvordan går en borderline? Hvordan opfører en borderline sig? Hvordan tænker en borderline? Hvordan mærker en borderline, og hvordan føler en borderline?". Hun svarede hvert spørgsmål ud fra, hvad teorien og psykiatrien havde oplyst hende.

Det var virkelig noget nyt for hende, at hun kom til mig, og ikke oplevede en stempling, som hun havde oplevet fra den traditionelle behandlerindustri og ikke mindst fra psykiatrien. Det blev starten på en proces, hvor hun fik mere kontakt til sit sande jeg og efterhånden fik afstigmatiseret sig selv. ❤

Selv om OnLife arbejder med afhængighed, så er det en form for "arbejdsramme", for egentlig er vi ikke fortaler af diagnoser, hvis den fastlåser personen. 
Derfor er behandlingen ikke-dømmende, lyttende og med omsorg for det hele menneske. Vi ser mere mennesket ud fra en betragtning af hvordan nervesystemet fungerer, hjernens opdeling og funktion, tilknytning og omsorgspersoner, opvækst, miljø og traumer. Et svigt i en eller flere af disse "kategorier" giver mistrivsel, som kan udvikle sig til mange forskellige typer af diagnoser så som angst, depression, stress, kompleks PTSD, relationstraume, udviklingsforstyrrelse, tilknytningsforstyrrelse, OCD, personlighedsforstyrrelse og ikke mindst afhængighed. Den ramme kan man som terapeut så arbejde ud fra.

Mange diagnoser overlapper desuden hinanden, så derfor oplever man ofte at en person har flere diagnoser for at beskrive tilstanden hos personen bedre.

Selvfølgelig kan det være rigtig rart at få en diagnose, for at få sat noget konkret på de problemer, man har. Det kan give genkendelse og ro. Men diagnosen skal ikke blive til en identitet - det skal være en fælles ramme mellem terapeuten og klienten, som kan give et fælles sprog, forståelse og indsigt til at faktisk at hjælpe klienten med at få det bedre.

Hos OnLife handler noget af arbejdet med afhængige om at af-identificere sig selv som den afhængige, for det kan skabe yderligere skam, magtesløshed, stress og frustration at være låst i en diagnose.

Når Danmarks førende hjerneforsker, Peter Lund Madsen i Deadline den 15. juni, 2019, endda opfordrer til at diagnoser skal have en anden rolle, og mindre magt, i det terapeutiske arbejde, så har OnLife måske fat i noget? For det er lige præcis sådan vi tænker om diagnoser. At det er definitioner og arbejdsredskaber, der er en form for kasse/ramme, som man arbejder ud fra, men som ikke beskriver eller stigmatiserer personen, som vi arbejder sammen med om at få det bedre.